Hvem er jeg

Jeg er bosat i Kolding og gift med Tage som skyder med bue.

Jeg har fotograferet til husbehov i mange år. Men da jeg selv stoppede med at skyde med bue omkring 2006 tog fotograferingen fart. Jeg har i en del år været fast fotograf på 3D bueskydningsstævner i hele Danmark.

For mig er det at fotografere afstressning fra mit daglige arbejde, jeg nyder at gå lange ture både i naturen, Christiansfeld og Kolding med kameraet over skulderen og rygsæk med udstyr på ryggen.

Siden sommeren 2016 har jeg arbejdet lidt sammen med Kolding Stadsarkiv og leverer billeder fra hele Kolding til deres arkiv. Jeg har haft en enkelt opgave med affotografering af nogle malerier. En spændende og anderledes fotoopgave. Billederne blev brugt i Koldingbogen 2016.

Min tidligere arbejdsplads Mobilhouse gjorde også brug af min fotografier til brochurer og hjemmeside. I forbindelse med mit nuværende arbejde hos Kalmargården i Bramming tager jeg også en del fotos til brug for deres hjemmeside, Facebook og Instagram.

Af andre små opgaver har været et bannerfoto til facebook fra Generalogisk forums træf i Kolding 2014. Samarbejde med  Internetavisen Kolding Senior om levering af fotos i ny og næ. Endvidere var jeg en kort periode kulturfotograf til Kultur Koldings Instagram side, men stoppede sidst i 2017 med dette. Jeg har valgt at hellige mig mine egne Instagram sider EKFoto og Kolding My Hometown

I forbindelse med mit arbejde som kulturfotograf besøgte jeg i sensommeren 2017 Christiansfeld og faldt pladask for byen. Der er så mange smukke motiver og selv om jeg næste hver uge går en tur i byen finder jeg stadig nye motiver. De mange billeder som jeg har taget i Christiansfeld stiller jeg til rådighed for Christiansfeld Turistavis og Christiansfeld Centeret. Det er mig en stor glæde, hvis de kan være med til at vise byen for andre, som endnu ikke har besøgt Christiansfeld.

Jeg har fået flere forespørgsler omkring portrætter og fotografering til festlige lejligheder. Det er ikke opgaver for mig, da der findes rigtig mange dygtige fotografer til dette.

Jeg deler gerne mine billeder med andre, men hvis de skal bruges kommercielt, vil jeg gerne have det at vide og krediteres for mit arbejde.

Du kan følge mig på facebook som Ek foto.dk eller på instagram

 

 

 

Kurser

Jeg forsøger hele tiden at dygtiggøre mig og har defor taget en del online kurser. Certifikater herunderl.